(𝚆𝚎𝚛 𝚍𝚊𝚜 𝚍𝚎𝚞𝚝𝚜𝚌𝚑𝚎 𝚕𝚎𝚜𝚎𝚗 𝚖ö𝚌𝚑𝚝𝚎, 𝚐𝚊𝚗𝚣 𝚗𝚊𝚌𝚑 𝚞𝚗𝚝𝚎𝚗 𝚜𝚌𝚛𝚘𝚕𝚕𝚎𝚗. 𝙴𝚜 𝚒𝚜𝚝 𝚍𝚎𝚛 𝚕𝚎𝚝𝚣𝚝𝚎 𝚃𝚎𝚡𝚝)

Ma ei taha palju öelda, 

ainult need sõnad ja loodan, 

et sa kuuled mind. 

Jah, võib-olla sa tead. 

Võib-olla tead. 

Ja kui saabub pikim öö, 

siis sa lihtsalt naeratad. 

Su punased juuksed,

kumalt viimases päikesepaistes. 

Leegivärvid nagu su hinge lõõskav tuli. 

Su pruunid silmad, 

paistavad kullana. 

Kui sa oma väikest reisi uuesti vaatad. 

Ikka ja jälle, 

sa paned naeratus eas, 

kui sa teed oma hääl heli uuesti. 

Kuidas sa hüppad metsikult läbi metsa, 

nagu katkine suvetuul. 

Nüüd ma istun siin, 

vaatan üles päikese poole. 

Viimased kiired kõditavad mu nina ja ma naeratan. 

Sügav must tõmbab mind alla, 

aga siis tuled tagasi ja naeratad mulle. 

Mu parim sõber, 

kes ei räägi kunagi ja veel räägib kõike. 

Nagu tuhanded kristallid, 

tilgad shimmer lehtedel ja taimedel. 

Tähed taevas säravad sama eredalt kui tuhanded teemandid. 

Kuu ja päike säravad nii eredalt, 

aga keegi ei aja pimedust välja, 

mitte keegi nagu sina. 

Ja siis ma näen sind jälle, 

pärast kõiki neid aastaid. 

Ikka kannad sama naeratust su näol. 

Aga su silmad on kaotanud oma sära. 

Su nägu on valge ja kaotas kõik punased. 

Su tulised juuksed ripuvad ikka metsikult su näos. 

Ja siis mu silmad sulguvad ja ma kuulen su häält viimast korda. 

Tumm naeratus, 

hiiliv mu näole. 

Viimane sosin, 

põgeneb mu huulte eest. 

Ja ma loodan, 

et näen sind veel.

❄

Jeg vil ikke sige meget, 

bare disse ord og håber du hører mig. 

Ja, det gør du måske. 

Åh, måske gør du. 

Og når den længste nat kommer, 

smiler du bare. 

Dit røde hår, 

glød i det sidste solskin. 

Flammefarver som din sjæls flammende ild. 

Dine brune øjne virker som guld. 

Når du besøger din lille rejse igen. 

Igen og igen, 

du sætter et smil på mit ansigt, 

når du gør din stemme lyd igen. 

Hvordan du hopper vildt gennem skoven, 

som en brudt sommervind. 

Nu sidder jeg her og ser op til solen. 

De sidste stråler kildede min næse, 

og jeg smiler. 

Dyb blackenpulls mig ned, 

men så kommer du tilbage og smiler til mig. 

Min bedste ven, 

som aldrig taler og alligevel fortæller alt. 

Ligesom tusindvis af krystaller, 

dråberne glitre på blade og planter. 

Stjernerne på himlen skinner lige så klart som tusindvis af diamanter. 

Månen og solen skinner så klart, 

men ingen driver mørket ud, 

ingen som dig. 

Og så ser jeg dig igen, 

efter alle disse år. 

Stadig iført det samme smil på dit ansigt. 

Men dine øjne har mistet deres glød. 

Dit ansigt er hvidt og mistede alt rødt. 

Dit brændende hår hænger stadig vildt i dit ansigt. 

Og så lukker mine øjne og hører din stemme for sidste gang. 

Et stumt smil, 

snigende på mit ansigt. 

En sidste hvisken, 

undslipper mine læber. 

Og jeg håber, jeg ser dig igen.

❄

I don't want to say much, 

just these words 

and hope you hear me. 

Yes, maybe you do. 

Oh, maybe you do. 

And when the longest night arrives, 

you just smile. 

Your red hair, 

glow in the last sunshine. 

Flame colors like the blazing fire of your soul. 

Your brown eyes, 

seem like gold. 

When you revisit your little trip. 

Again and again, 

you put a smile on my face when you make your voice sound again. 

How you jump wildly through the forest, 

like a broken summer wind. 

Now I sit here, 

looking up to the sun. 

The last rays tickle my nose and I smile. 

Deep blackenpulls me down, 

but then you come back and smile at me. 

My best friend, 

who never speaks and yet tells everything. 

Like thousands of crystals, 

the drops shimmer on leaves and plants. 

The stars in the sky shine as brightly as thousands of diamonds. 

The moon and sun shine so brightly, 

but no one drives out the darkness, 

no one like you. 

And then I see you again, 

after all these years. 

Still wearing the same smile on your face. 

But your eyes have lost their glow. 

Your face is white and lost everything red. 

Your fiery hair, 

still hang wildly in your face. 

And then my eyes close and I hear your voice, 

for the last time.

 A mute smile, 

sneaking onto my face. 

One last whisper, 

escapes my lips. 

And I hope I see you again.

❄

Ich will nicht viel sagen, 

bloß diese Worte 

und hoffe du hörst mich. 

Vielleicht tust du es ja. 

Oh, vielleicht tust du es. 

Und wenn die längste Nacht anbricht, 

lächelst du bloß. 

Deine roten Haare, 

leuchten im letzten Sonnenschein. 

Flammenfarben wie das lodernde Feuer deiner Seele. 

Deine Braunen Augen, 

scheinen wie Gold. 

Wenn du deine kleine Reise, 

erneut anbrichst. 

Wieder und wieder, 

zauberst du mir ein Lächeln ins Gesicht, 

wenn du deine Stimme erneut erklingen lässt. 

Wie du wild durch den Wald springst, 

wie ein gebrochener Sommerwind. 

Nun sitzt ich hier, 

sehe hoch zur Sonne. 

Die letzten Strahlen kitzeln meine Nase und ich lächle. 

Tiefe schwärze zieht mich runter, 

doch dann kommst du wieder und lächelst mich an. 

Mein bester Freund, 

der nie spricht und doch alles erzählt. 

Wie tausende Kristalle schimmern die Tropfen, 

auf Blättern und Pflanzen. 

Die Sterne am Himmel leuchten so hell, 

wie tausende Diamanten. 

Der Mond und Sonne, 

scheinen so hell, 

doch vertreibt keiner die Dunkelheit, 

niemand, so wie du. 

Und dann seh ich dich wieder, 

nach all den Jahren. 

Trägst noch immer, 

das gleiche Lächeln im Gesicht. 

Doch deine Augen, 

haben ihr leuchten verloren. 

Dein Gesicht ist weiß und verlor alles rot. 

Deine Feurigen Haare, 

hängen dir noch immer wild ins Gesicht. 

Und dann schließt die Augen 

und ich hör deine Stimme, 

zum letzten Mal. 

Ein stummes Lächeln, 

schleicht sich auf mein Gesicht.

Ein letztes Flüstern,

entweicht meinen Lippen. 

Und ich hoffe, 

ich seh dich noch einmal.

𝙳𝚊𝚜 𝙾𝚛𝚒𝚐𝚒𝚗𝚊𝚕 𝚒𝚜𝚝 𝚍𝚒𝚎𝚜𝚖𝚊𝚕 𝚊𝚞𝚏 𝙳𝚎𝚞𝚝𝚜𝚌𝚑. 𝙹𝚊, 𝚠𝚞𝚑𝚞! 𝙸𝚌𝚑 𝚑𝚊𝚋𝚎 𝚎𝚗𝚍𝚕𝚒𝚌𝚑 𝚖𝚊𝚕 𝚠𝚒𝚎𝚍𝚎𝚛 𝚎𝚒𝚗 𝚍𝚎𝚞𝚝𝚜𝚌𝚑𝚎𝚜 𝙻𝚒𝚎𝚍 𝚐𝚎𝚜𝚌𝚑𝚛𝚒𝚎𝚋𝚎𝚗, 𝙰𝚙𝚙𝚕𝚊𝚞𝚜.👏👏

𝙸𝚌𝚑 𝚑𝚊𝚋𝚎 𝚎𝚜 𝚊𝚞𝚏 𝚎𝚜𝚝𝚗𝚒𝚜𝚌𝚑, 𝚍ä𝚗𝚒𝚜𝚌𝚑 𝚞𝚗𝚍 𝚗𝚘𝚌𝚑 𝚊𝚞𝚏 𝚎𝚗𝚐𝚕𝚒𝚜𝚌𝚑 ü𝚋𝚎𝚛𝚜𝚎𝚝𝚣𝚝. 

𝚆𝚊𝚛𝚞𝚖? 𝙺𝚎𝚒𝚗𝚎 𝙰𝚑𝚗𝚞𝚗𝚐. 𝙻𝚊𝚗𝚐𝚎𝚠𝚎𝚒𝚕𝚎?